Når journalister glemmer kildekritikken
Posted on | april 19, 2011 | 2 Comments
Som nyheds-junkie besøger jeg dagligt flere af de store netmedier – heriblandt Ekstra Bladet. I går bragte de denne historie, som gengiver et læserbrev, hvori det hævdes, at en ny EU-konvention kaldet “Den Europæiske Arrestordre” blandt andet kan få den konsekvens, at tegneren Kurt Westergaard kan forlanges udleveret til Jordan til retsforfølgelse for Muhammed-tegningerne.
Det lyder lige så urimeligt og usandsynligt, som det er. Læser man lovteksten (og læs lige lidt mere end overskriften, tak), fremgår det ret tydeligt, at der er nogle væsentlige krav, der skal være opfyldt, hvis Danmark skal udlevere personer til retsforfølgelse i andre lande.
De vigtigste er:
- Personen skal have boet i det pågældende land i mindst 2 år forud for den strafbare handling OG den pågældende handling skal kunne medføre fængselsstraf på mindst 1 år i Danmark
- eller handlingen kan efter dansk ret medføre en fængselsstraf på mindst 4 år
Kurt Westergaard har, så vidt jeg ved, opholdt sig på Århus-egnen de sidste 60 år, og hans tegninger er jo ikke strafbare i Danmark.
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti
Hvem er mon denne Morten D., som Ekstra Bladet citerer i artiklen, og som udtaler sig så skråsikkert om EU-konventioner? Jeg er temmelig sikker på, at det er Morten Dreyer – folketingskandidat for Dansk Folkeparti og medlem af Dragør Kommunalbestyrelse. Han har på sin egen blog postet et indlæg, der er en tro kopi af det læserbrev, Ekstra Bladet citerer.
At dømme ud fra hans mange blog-indlæg, kan Morten Dreyer hverken beskyldes for at være fan af EU eller af Mellemøsten.
Kildekritik?
Ikke desto mindre bringer Ekstra Bladet helt kritikløst indlægget og placerer det øverst på forsiden i et døgns tid under overskriften “EU: Westergaard udleveres til Jordan”. Så ikke nok med, at præmissen for artiklen er helt ude i hegnet… overskriften er også dybt misvisende.
Til gengæld har Ekstra Bladet helt givet fået en masse brugere ind på siden, hvilket jo er godt for annonceomsætningen (men ikke nødvendigvis for annoncørerne).
Og en stor del af brugerne æder da også budskabet råt – i hvert fald hvis man kan dømme ud fra tilkendegivelserne på debatforumet under artiklen. Her synes der at være to hovedtemaer: Danmark skal ud af EU med det samme, så alt bliver lige så godt som i gamle dage. Og medlemmerne af den siddende regering træder nærmest hinanden over tæerne for at få lov at udlevere borgere til lande i Mellemøsten, hvor man jo som bekendt (ifølge debattørerne) rask væk henretter folk efter forgodtbefindende.
Væddemål på redaktionen?
Ekstra Bladets motiver? At lave rav i den, måske. Generere nogle sidevisninger i en ferieperiode, hvor folk bruger tid på andet end internet? Eller også har de haft et væddemål om, hvem der kunne skaffe flest indlæg på Nationen på kortest tid…
Til gengæld render en masse ignoranter nu rundt og udbreder sig om, at EU har bestemt, at enhver dansker, der i Danmark forbryder sig mod enhver lovgivning i et fremmed land, uden videre kan udleveres til retsforfølgelse. Og Dansk Folkeparti har fået en masse gratis markedsføring.
Well done!
Tags: dansk folkeparti > ekstra bladet > EU > journalistik > kildekritik > kurt westergaard
Comments
2 Responses to “Når journalister glemmer kildekritikken”
Leave a Reply
april 24th, 2011 @ 11:42
Hej Morten
Godt set og tak for indlægget det er sendt rundt via Facebook:-) Jeg har også undret mig over den “nyhed” og over Morten D.
Siden de ikke bragte hele navnet så viste de at kilden var lidt tåget:-)
april 24th, 2011 @ 11:57
Ja, om ikke andet glemte EB et spørgsmålstegn i overskriften! Havde de husket det, kunne man vel kalde det en pudsighed. Og ignoranter render ALTID rundt og leverer sludder til hinanden, så lidt fra eller til, tjah … Jeg synes efterhånden at de reelle og de opdigtede nyheder minder så meget om hinanden at det ér svært at kende forskel og det gør at vi allesammen, ignoranter såvel som genier og os midt imellem, er ved at brække os -og dét er faktisk værre end hvis historien var sand.